Sohn: Reformer skal styrke konkurrenceevne

Flere reformer er opskriften, hvis SR-regeringen vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne, som er forudsætningen for at finansiere velfærdssamfundet.

Det siger Ole Sohn, der skifter fra SF til Socialdemokraterne efter en fortid som DKP's formand og medstifter af Enhedslisten.

- Jeg er meget optaget af konkurrenceevne og produktivitet. Det er forudsætningen for, at vi har arbejdspladser i Danmark. Det er en helt afgørende diskussion, vi får taget i det offentlige rum, siger Ole Sohn.

- I en globaliseret verden kan man ikke bruge de svar, man kunne i 60'erne og 70'ernes industrisamfundet.

Han mener som finansminister Bjarne Corydon (S), at Danmark er en udfordret konkurrencestat.

- Det er ikke noget, man kan diskutere. Det er et faktum, siger Ole Sohn.

Spørgsmål: - Skal vi videre ad reformsporet?

-Ja, det skal vi. Det er forudsætningen for, at vi kan skabe job. Der er en grund til, at Dansk Metals formand (Claus Jensen) ved sin tiltrædelse sagde, at han ønskede, at vi øger produktiviteten med 50 procent på 10 år på industriarbejdspladser, siger Ole Sohn.

Som bogforlægger og erhvervsminister har han set markedspresset.

- Jeg ved, hvilken hård konkurrence der er - også på det marked, siger han.

Ole Sohn afviser, at det var forkert af ham og Henrik Sass Larsen (S) at skabe det tætte S-SF-samarbejde om udspil som "Fair Forandring" og "Fair Løsning".

- Når man ser tilbage, har der - for at sige det pænt - ind imellem været nogle spændinger, siger Ole Sohn.

Han afviser, at hovedansvaret for SF's skibbrud ligger hos ham, Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen, som ville gøre SF regeringsdueligt.

- Selvfølgelig har det påvirket mig, at det projekt, vi begyndte i 2005, kunne krakelere på 48 timer. Det har da gjort ondt, siger Ole Sohn.

/ritzau/

Dagens Gossip