Sol og ambitioner præger Simon Kjærs tyrkiske eventyr

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Landsholdsspilleren Simon Kjær har i en alder af 26 år boet flere forskellige steder, end mange kommer til på et helt liv. Først på Sicilien hos Palermo, siden omkring industribyen Wolfsburg i Tyskland, dernæst Rom og så et ophold i franske Lille.

Faktisk var danskeren så tilfreds med tilværelsen i Frankrig, at der med hans egne ord skulle "en exceptionel mulighed" til at lokke ham væk fra Frankrig.

Sådan lød det i begyndelsen af juni, men to uger senere var en rolig tilværelse i Lille skiftet ud med en kontrakt i den tyrkiske storklub Fenerbahce i den fodboldtossede millionby Istanbul.

- Jeg havde løbet rundt i mange sæsoner efterhånden og sovset lidt rundt i midten. Det havde jeg egentlig prøvet, så jeg havde behov for et nyt og større pres i hverdagen - det at gå ind til hver eneste kamp, hvor man skal vinde. Det havde jeg behov for, siger Simon Kjær her et par måneder efter skiftet.

Han havde dog ikke det store kendskab til hverken klub eller by, og derfor blev han fløjet til Istanbul for at se, hvad den tyrkiske metropol kunne byde på.

- Det var den rigtige kombination med en fantastisk by, godt vejr, god mad og de rigtige sportslige aspekter.

- Der var også mulighed for at komme ud og spille i Europa, og det er en af de ting, jeg har manglet. Muligheden for at vinde titler vil jeg sikkert også kigge tilbage på, når jeg engang stiller støvlerne på hylden, siger Simon Kjær.

Den europæiske del af skiftet blev hurtigt degraderet til Europa League i stedet for Champions League. Til gengæld har solen hængt ved, og det har givet en udfordring.

- Jeg har lidt under varmen dernede. Luftfugtigheden har været helt utrolig. Jeg har aldrig haft problemer med varmen, men det havde jeg i begyndelsen.

- Det har ændret sig de sidste 10-20 dage, hvor det føles mere normalt igen. Nu er der kun 30 grader i stedet for 38 grader, så det hjælper på det, siger Simon Kjær.

Varmen står i stærk kontrast til det grå og kedelige danske sensommervejr, som har præget landsholdets træningslejr forud for EM-kvalifikationskampene mod Albanien og Armenien.

- Det her er for koldt, bemærker Simon Kjær da også kækt.

Men hvordan er det så at spille på hold med store stjerner som Robin van Persie og Nani i en klub og en by, hvor tilskuerne forventer sejr hver eneste gang?

Jo, det er bare blevet en del af hverdagen.

- Det har selvfølgelig været specielt med opmærksomheden i forhold til de andre steder, jeg har været. Men jeg er super glad for skiftet både på og uden for banen, siger Simon Kjær.

/ritzau/