Solbakken: Ærgerligt med de to straffespark

FC Københavns cheftræner Ståle Solbakken var skuffet efter 1-3-nederlaget på udebane til Juventus i Champions Leagues gruppespil.

FCK's Lars Jacobsen og Olof Mellberg begik begge et straffespark i løbet af kampen, og det var ikke tilfredsstillende ifølge Solbakken.

- Vi lykkedes med at holde bedre fast på bolden, end vi gjorde i Parken.

- Lars og Olof vil ikke være tilfredse med at have begået de to straffespark. Vi holdt ellers Paul Pogba og Carlos Tévez godt væk fra chancer, siger Solbakken.

Mellberg fik udlignet til 1-1 i anden halvleg, men kort efter stod det 3-1 til Juventus.

- Vi havde også muligheder for at score et mål eller to mere. Så jeg er stolt af mine spillere. Det var en flot præstation på en svær udebane, mener Solbakken.

Det kan stadig lade sig gøre for FCK at avancere til Europa Leagues 1/16-finaler. Det kræver en tredjeplads i gruppen, som Galatasaray i øjeblikket indtager.

- Jeg håber på en julegave inden den 24. december. Det kan være nok med uafgjort eller en sejr mod Real Madrid i Parken. Vi kan være stolte over, at vi stadig lever i gruppen.

- Vi håber, at vi kan lave en god præstation, inden det er slut, siger Solbakken.

FCK's næste og sidste kamp i gruppespillet er mod Real Madrid i Parken. Opgøret spilles 10. december.

/ritzau/

Dagens Gossip