Solbakken: Aldrig oplevet større konkurrence på kanten

Skrevet af admin

16/07/2016

Mest læste i dag

FC København åbnede lørdag aften Superliga-sæsonen i overbevisende stil, da mesterholdet hjemme i Telia Parken nedlagde oprykkerne Lyngby med 3-0.

FCK-manager Ståle Solbakken havde til lørdagens kamp valgt at satse på Benjamin Verbic og Youssef Toutouh på kanterne, mens Kasper Kusk og Rasmus Falk, der begge spillede mod Crusaders i onsdags, var bænket.

Verbic og Toutouh takkede for tilliden ved begge at komme på måltavlen.

- Rasmus Falk var rigtig god mod Crusaders, og vi har også stadig Danny Amankwaa, der spillede en god træningskamp tidligere i dag, siger Solbakken.

- Så vi har fem kantspillere at vælge imellem. Det er måske en enkelt for meget, men vi har ingen planer om at skille os af med nogen af dem, for sælger vi eksempelvis Thomas Delaney, kan Toutouh også bruges centralt på midtbanen.

- Jeg har aldrig oplevet i min tid i FC København, at vi har så hård konkurrence om pladserne på kanten, siger træneren.

Offensiven sprudlede generelt for FC København, mens defensiven kun i få momenter blev udfordret.

- Offensivt var det rigtig godt. Der var rigtig mange spillere, for hvem det kørte godt offensivt. Defensivt havde vi lidt for stor afstand, og var lidt sløve ind i mellem, siger Ståle Solbakken.

FC København gav i kampen debut til den serbiske angriber Andrija Pavlovic, der godt nok ikke kom på tavlen, men alligevel var en konstant trussel for Lyngbys forsvar.

- Han skal fortsat op i tempo og have flere aktioner, men han gik godt med i spillet. Han er en klog fodboldspiller, og han går rigtig godt med i spillet, siger Solbakken.

- Han så rigtig fin ud sammen med Federico Santander, og som typer passer de rigtig godt sammen. Men de har brug for tid sammen for at finde rigtigt ind i kombinationerne.

Anfører Thomas Delaney scorede FC Københavns sidste mål i opgøret.

/ritzau/