Solbakken: Alle danske klubber bør overveje Bendtner

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

FC København skal sandsynligvis hente en ny angriber til sommer, og det kunne måske blive Nicklas Bendtner.

Nicolai Jørgensen har længe været på afskydningsrampen, og ender det med et salg, så skal FCK finde en erstatning.

FCK-manager Ståle Solbakken vil overveje Wolfsburg-angriberen, hvis Bendtner har lyst til at spille i dansk fodbold.

- Han er en spiller, som til enhver tid skal overvejes af alle klubber i Danmark, hvis han siger, at han har lyst til at spille her, siger Ståle Solbakken til BT.

- Men der er mange ting, der skal passe. Han skal jo være megamotiveret, og han skal sprinte lige så meget, som mine angribere gør det.

- Han skal også være mentalt forberedt på mange ting. Ikke mindst økonomisk forberedt, siger manageren.

28-årige Bendtner er kørt ud på et sidespor i sin tyske fodboldklub Wolfsburg, hvor han er fritaget for al træning, efter at han for nylig kom for sent til træning. Tidligere er han blevet kritiseret for ikke at gøre det godt nok til træning.

Nicklas Bendtner har flere gange trænet med i FCK, og der har han ifølge Solbakken gjort det "helt okay".

Bendtner, der i øjeblikket er ansat på en lukrativ aftale i sin tyske klub, har kontraktudløb i Wolfsburg til næste sommer, men der arbejdes på at finde en løsning, så danskeren kan komme videre.

/ritzau/