Solbakken efter nederlag: Vi var det bedste hold

FC København tabte lørdag aften med 0-1 ude til AaB i Superligaen. Københavnerne har dermed kun hentet otte point i syv kampe og er 10 point efter FC Midtjylland på førstepladsen.

FCK havde flere muligheder for at udligne i anden halvleg mod de danske mestre, men skarpheden manglede. Ifølge manager Ståle Solbakken havde hans mandskab fortjent mere.

- Vi var det bedste hold i lange perioder og fortjente mindst et point og måske tre point, siger han.

FCK-angriberen Andreas Cornelius var tilfreds med spillet, men savnede skarpheden i udeholdets offensiv.

- Det er frustrerende, at vi skabte så mange chancer uden at få scoret. Der var rytme i det offensive. Vi fik bare ikke sparket bolden ind.

- Vi spillede en dårlig første halvleg. Der var for mange, der ikke ramte deres niveau. Det blev bedre i anden halvleg, hvor vi skabte de chancer, vi kunne forvente, siger Andreas Cornelius.

FC København skal i næste spillerunde møde Brøndby. Inden da venter der dog en Europa League-kamp torsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV