Solbakken efter sikker EL-sejr: Vi var i god kontrol

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Det blev aldrig spændende, da FC København var i Wales for at forsvare 2-0-føringen fra det første opgør i kvalifikationen til Europa League mod Newtown.

Københavnerne var en klasse over waliserne, og Ståle Solbakken var da også godt tilfreds med, at der aldrig kom spænding om udfaldet i kampen, som endte 3-1 til FCK.

- Vi var i god kontrol over tingene, og det var vigtigt, vi fik det første mål, for det afgør reelt kampen, og herefter kan vi tage det mere med ro og skifte et par stykker ud i pausen, siger FCK-træneren til klubbens hjemmeside efter kampen.

Målene blev scoret af Marvin Pourie (2) og Nicolai Jørgensen, og den dobbelte FCK-målskytte var glad for at komme på måltavlen.

- Jeg er rigtig glad for at komme på tavlen i dag, det er godt for selvtilliden. Jeg kunne godt have scoret et par stykker i den første kamp, så det var dejligt, de kom i dag.

- Men jeg får også nogle perfekte oplæg fra (Kasper) Kusk og (Peter) Ankersen, siger den tyske angriber.

FC København skal i næste kvalifikationsrunde op mod FK Jablonec fra Tjekkiet over to kampe.

/ritzau/