Solbakken går på jagt efter ny bomber i vinterpausen

Skrevet af admin

12/12/2014

Mest læste i dag

FC København kan efter torsdagens 1-5-nederlag til italienske Torino i Europa League se frem til at holde en lang vinterpause, før fodboldspillerne skal i kamp igen.

Forude venter vinterens transfervindue, der både kan føre til forstærkning og udskiftning på holdet.

Ifølge FCK-manager Ståle Solbakken skal der hentes forstærkning i angrebet, hvis niveauet skal løftes.

- Vi vil forsøge at finde en offensiv profil til holdet, siger han.

Til spørgsmålet om, hvilken type angriber Solbakken har i kikkerten, svarer han lidt kryptisk:

- Vi leder efter en, der er god nok.

Men det kan blive en udfordring at finde den helt rette profil i netop vinterens transfervindue.

- Transfervinduet i januar er åbent i kort tid, og der bliver handlet meget mindre. Det er om sommeren, at de store handler går igennem. Her har man længere tid til at overveje spillerne, siger han.

FCK-manageren kan se tilbage på en halvsæson med blandede præstationer både på dansk og udenlandsk jord.

Han er tilfreds med, at klubben i de seneste 10 superligakampe er ubesejret og i øjeblikket ligger nummer to - otte point efter FC Midtjylland.

Mindre tilfreds er han med præstationerne i Europa League, der sluttede af med, at Torino ydmygede FCK i Telia Parken torsdag aften. FCK sluttede skuffende sidst i sin gruppe i Europa League med blot fire point

Niveauet på FCK-holdet er ifølge Solbakken stabilt, men ikke ligefrem prangende. Han lægger dog ikke umiddelbart op til at hive spillere ud af truppen i vinterpausen.

- Det vigtigste for os nu er at udvikle de spillere, vi har, og holde dem friske. Der er masser af dem, der har potentiale til at blive bedre. Mange har fået mere spilletid dette halvår, end de måske havde drømt om, siger han.

Ståle Solbakken vil især bruge vinterpausen på at træne den offensive del med spillerne, så flere spillere får ansvar for at score mål.

/ritzau/