Solbakken: God start i Europa vil betyde meget for os

Skrevet af admin

15/09/2014

Mest læste i dag

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, ved godt, at sæsonstarten har været lidt af en prøvelse for klubbens fans, men han er ikke i tvivl om, at holdet snart får forløst det store potentiale.

I denne uge skal FCK spille sin første kamp i gruppespillet i Europa League, når finske HJK Helsinki venter i torsdagens hjemmekamp. Og på søndag kommer ærkerivalerne fra Brøndby på besøg i Superligaen.

- Vi går ind i denne uge som alle andre uger, men der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er to meget vigtige kampe. Vi kan få en god start i Europa League, som vil betyde meget for os.

- Og så er der selvfølgelig en Brøndby-kamp på søndag - men først gælder det Europa, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

Nordmanden kan indtil videre se tilbage på en svingende sæsonstart med blot otte point efter syv superligakampe. I lørdags tabte FCK med 0-1 ude til AaB, og københavnerne er nu 10 point efter topholdet FC Midtjylland.

Derfor skal FCK i gang igen hurtigt - og meget gerne med en sejr over HJK Helsinki i Europa League. Det er vigtigt for klubbens unge og nye spillere, påpeger Solbakken.

- I og med at vi har valgt at lave så mange ændringer på holdet, så har vi mistet meget europæisk rutine, selv om vi også har fået noget rutine ind.

- Men alle de unge spillere, der ikke har spillet så meget i Europa, vil få ekstremt stort udbytte af de kampe i fremtiden.

- Vi går ind til samtlige gruppekampe for at vinde - og den bedste læring vil være, hvis vi får nogle point ud af det, siger Solbakken.

Kampen mellem FCK og HJK Helsinki spilles torsdag klokken 19.

/ritzau/