Solbakken har valgt Kadrii frem for De Ridder

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

FC Københavns manager Ståle Solbakken har sat den belgiske angriber Steve de Ridder på bænken fra start i hjemmekampen mod ukrainske FC Dnipro i Champions League-kvalifikationen.

I stedet har Solbakken valgt Bashkim Kadrii, som skal spille ved siden af Andreas Cornelius i angrebet.

Nicolai Jørgensen og Danny Amankwaa skal spille på de offensive kanter, så der er masser af power i angrebet mod de defensivt stærke ukrainere.

Der er ikke de store overraskelser i de bageste geledder hos FCK, hvor Stephan Andersen igen skal stå på mål.

I forhold til weekendens 2-2-kamp ude mod FC Vestsjælland, så glider Mikael Antonsson ud af midterforsvaret. Den plads overtages af Mathias "Zanka" Jørgensen, som skal spille ved siden af Per Nilsson.

Fra bænken kan argentineren Franco Mussis komme ind og få sin officielle debut for københavnerne.

Den første kamp i Kijev endte 0-0, så der bliver formentlig brug for danske scoringer, hvis FCK skal gå videre fra tredje kvalifikationsrunde.

Hvis FCK vinder samlet over FC Dnipro, så venter der en afgørende playoff-runde mod en endnu ukendt modstander for at komme i gruppespillet i Champions League.

Hvis FCK taber onsdag aften, så skal holdet spille om at komme i Europa Leagues gruppespil i stedet for.

FC København stiller op med følgende 11 spillere fra start (4-4-2):

Stephan Andersen - Tom Høgli, Per Nilsson, Mathias "Zanka" Jørgensen, Pierre Bengtsson - Danny Amankwaa, Daniel Amartey, Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen - Andreas Cornelius, Bashkim Kadrii.

Kampen mellem FCK og FC Dnipro fløjtes i gang klokken 20.

/ritzau/