Solbakken holder tæt om sit offensive trumfkort

I fodboldens verden er det kutyme, at trænerne ikke afslører for meget om startopstillingen, før det er absolut nødvendigt, hvilket vil sige en time før kampstart.

Modstanderne skal nødigt have for god tid til at forberede sig på, hvilke 11 spillere man har med i startopstillingen, lyder logikken.

Derfor må omverdenen også vente til torsdag aften ved 20-tiden på at finde ud af, om Nicolai Jørgensen vender tilbage til FCK's startformation i udekampen mod Torino i Europa League.

- Han kommer til at spille en rolle, måske fra start eller som indskifter, siger FCK-træner Ståle Solbakken.

Nicolai Jørgensen har været skadet, og han er først i de seneste kampe vendt tilbage til holdet som indskiftningsspiller.

I den første Europa League-gruppekamp mod HJK Helsinki var det dog rigeligt til, at han med to mål blev matchvinder i 2-0-sejren i København.

- Han er klar til at spille, måske ikke 90 minutter, men tæt på. Men han er ikke klar til at spille 90 minutter både torsdag og på søndag (hjemme mod Esbjerg), siger Ståle Solbakken.

Nicolai Jørgensen tripper på den ene side for at vende tilbage til startopstillingen, men han er samtidig glad for, at hans comeback ikke er blevet hastet igennem.

- Ingen fodboldspillere vil sidde på bænken. Men når man kommer tilbage efter en skade, glæder man sig bare til at spille.

- De første kampe har været super gode, og jeg synes, jeg har bidraget med en del, når jeg er kommet ind fra bænken. Det har været godt.

- Det har været godt for mig at komme stille og roligt i gang i stedet for at blive kastet ind i det. Det har været godt i forhold til min skade.

- Jeg ved ikke, hvor meget jeg spiller mod Torino, men jeg glæder mig bare til at få spilletid. Og så må vi se, hvornår jeg er klar til at starte inde, siger Nicolai Jørgensen.

Kampen på det olympiske stadion i Torino begynder klokken 21.05.

FCK har tre point i gruppe B efter sejren over HJK Helsinki, mens Torino er noteret for et enkelt point efter 0-0-kampen ude mod belgiske Club Brugge.

/ritzau/

Dagens Gossip