Solbakken: Jeg sagde nej til dansk klub

Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken er kritisk, når det kommer til en fremtidig arbejdsgiver.

Det har ellers ikke skortet på tilbud til nordmanden, der omkring årsskiftet blev fyret som manager i engelske Wolverhampton.

- Det drejer sig om seks konkrete henvendelser, men det har ikke sagt smash. Det er tilbud, jeg ville have vurderet tidligere, men ikke i dag, siger Ståle Solbakken til Hamar Arbeiderblad.

Den 45-årige nordmand har angiveligt fået tilbud fra Danmark, Belgien, Grækenland og Cypern, men Solbakken er ikke interesseret i at kommentere på klubnavne.

Over for Hamar Arbeiderblad lader han forstå, at han ønsker sig et projekt, som løber over længere tid.

Flere gange er Ståle Solbakken blevet sat i forbindelse med jobbet som dansk landstræner som afløser for Morten Olsen.

- Det må jeg tage stilling til, hvis det skulle blive aktuelt. Danmark har en landstræner, og jeg har ikke brugt en eneste kalorie på at tænke over det job, siger Solbakken.

Den arbejdsløse træner er ikke helt arbejdsløs i øjeblikket, hvor han er fodboldekspert for norsk TV2.

Ståle Solbakken var med stor succes træner i FC København fra 2006 og frem til sommeren 2011.

/ritzau/

Dagens Gossip