Solbakken: Jeg vil meget gerne undgå Arsenal

Hvis FC Københavns manager Ståle Solbakken selv kunne bestemme, så havde han fjernet Arsenal som en mulig modstander i den afgørende playoff-runde om at komme i Champions Leagues gruppespil.

Der er lodtrækning fredag eftermiddag, og FCK kan møde enten Arsenal, Napoli, Porto, Bayer Leverkusen eller Zenit St. Petersburg.

- Jeg har ikke en favoritmodstander, jeg gerne vil møde. Men jeg vil meget gerne undgå Arsenal, for det er det bedste hold, vi kan møde, siger Solbakken.

De øvrige mulige modstandere er også alle sammen stærke, så FCK vil indtage en klar rolle som underdog uanset hvad.

- Når du nævner de hold, så har vi 5, 10 eller 15 procents chance, alt afhængig af hvem vi trækker. Sådan er det bare.

- Det, som var vigtigt, var at slå en god modstander, gå videre i Europa, så vi kvalificerede os til et gruppespil. Dette hold har brug for kampe i Europa, så det ikke kun drejer sig om Superligaen, siger Solbakken.

FCK er efter onsdagens 2-0-sejr hjemme over ukrainske FC Dnipro i Champions League-kvalifikationens tredje runde sikret deltagelse i Europa Leagues gruppespil, og det var også målet, selv om det var svært.

- Jeg havde ikke regnet med det. Men vi havde en tro på det. Vi havde trænet godt og forberedt os godt taktisk før kampen.

- Men over de to kampe fortjente vi at gå videre, mener Solbakken.

/ritzau/

Dagens Gossip