Solbakken: Nogle af vores drenge blev til mænd

FC Københavns manager Ståle Solbakken var stolt over den samlede sejr over FC Dnipro, som bragte holdet videre fra tredje kvalifikationsrunde i Champions League.

- Med så mange nye spillere, og så mange unge spillere, så er det meget vigtigt for os at få lov til at spille europæiske kampe.

- Der er mange af vores spillere, som ikke har prøvet at spille på dette niveau. Det var derfor vigtigt for klubbens fremtid. Det kan give dem selvtillid i fremtiden, siger Solbakken.

Hvis FCK skulle tabe i næste runde, så er holdet med den samlede 2-0-sejr over FC Dnipro sikker på deltagelse i Europa Leagues gruppespil.

Dermed skal FCK minimum spille yderligere otte europæiske kampe, hvis man medregner den kommende playoff-runde til Champions League.

- Nogle af dem vil kunne sige, at det var i denne kamp, at de gik fra at være drenge til mænd, siger Solbakken og henviser til blandt andre 20-årige Danny Amankwaa og 19-årige Daniel Amartey.

- Med så mange unge spillere på holdet var det tæt på perfekt, det vi leverede, mener Solbakken.

Ukrainerne var mest farlige, når offensivspilleren Yevhen Konoplyanka fik bolden og forsøgte noget fremadrettet.

- Jeg synes, at Konoplyanka var en trussel for os i begge kampe.

- FC Dnipro har skabt fire chancer i 180 minutter mod os, og han har stået bag tre af dem, siger Solbakken.

Med den samlede sejr over FC Dnipro venter der nu en afgørende playoff-runde mod en endnu ukendt modstander om at komme i gruppespillet i Champions League.

Det står til at blive enten FC Porto, Napoli, Arsenal, Zenit St. Petersburg eller Bayer Leverkusen, som FCK skal møde i næste runde. Der er lodtrækning på fredag.

Hos FC Dnipros cheftræner Ryszard Markevych var der stor skuffelse at spore, da kampen skulle evalueres.

- Det var meget vigtigt at undgå at lave fejl. Det gjaldt om at kontrollere kampen, og det lykkedes desværre ikke. Det skyldes dels centrale skader hos og dels et for dårligt niveau, erkender Markevych.

Andreas Cornelius og Bashkim Kadrii scorede målene for FCK. Cornelius bragte københavnerne foran i første halvleg, mens Kadrii cementerede sejren kort inde i anden halvleg.

/ritzau/

Dagens Gossip