Solbakken om ny FCK-struktur: Sådan har vi altid gjort

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Ståle Solbakken var måske ikke blevet FC Københavns cheftræner, hvis ikke sportsdirektør Carsten V. Jensen stadig var ansat.

Så stærk en melding kommer Solbakken med, dagen efter at der er sat alvorlige spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens status i klubben.

I de seneste dage har FCK lanceret en ny plan og organisation, som betyder, at Solbakken nu formelt set er sidestillet med sportsdirektøren. Men sådan har det hele tiden været, mener nordmanden.

- Rent organisatorisk har vi i forhold til CV (Carsten V. Jensen, red.) og jeg bare gjort mange års arbejdsgang officiel.

- I de år, vi allerede har arbejdet sammen, er der aldrig blevet købt en spiller til FCK, som jeg ikke har villet have, og CV har heller aldrig købt en spiller, som jeg har forlangt, men som han ikke brød sig om, siger Solbakken til tipsbladet.dk.

FCK-træneren forklarer også, at Carsten V. Jensen giver en helt anden tryghed end tilfældet var i tyske FC Köln, hvor Volker Finke var sportsdirektør.

- Vi har altid arbejdet tæt sammen om transfers og den sportslige udvikling, og det er ikke sikkert, at jeg var vendt tilbage til FC København uden CV som sportsdirektør.

- For med ham på posten vidste jeg jo, at jeg ville komme til at arbejde sammen med en loyal og dygtig mand, der tænker fodbold på samme måde, som jeg gør det, modsat for eksempel min situation i FC Köln med Volker Finke.

- Så CV's betydning for og i klubben er meget stor. Han er manden, der gennem mange år har sørget for kontinuiteten, og det vil vi fortsætte med sammen, også i forhold til det transferarbejde der venter, siger Solbakken.

/ritzau/