Solbakken: Poulsen har ikke fået nok anerkendelse

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

Christian Poulsen har ifølge FC København-træner Ståle Solbakken ikke fået den anerkendelse, som hans karriere berettiger til.

Søndag gjorde den 34-årige midtbanespiller comeback i FCK, da københavnerne slog Randers FC med 1-0 i Superligaen.

- Når man ser på hele hans karriere, så er han et undervurderet navn i dansk fodbold.

- Det kan godt være, at han de seneste år sad lidt på bænken i Liverpool og Juventus, inden han skiftede til en lille fransk klub, men i sine velmagtsdage i FCK, Sevilla og Schalke var han outstanding, fastslår Ståle Solbakken.

FCK-træneren fik i slutningen af september overtalt Poulsen til at fortsætte karrieren, efter at midtbanespilleren i sommer stoppede i Ajax. Den rutinerede midtbanespiller overvejede kraftigt at stoppe karrieren, men blev alligevel lokket til at fortsætte i FCK.

- Han er allerede en kæmpesucces, fordi han er af den gamle skole. Jeg får næsten tårer i øjnene, siger Solbakken.

- Han kommer på sin damecykel til træning, og han er den første, der møder op, og den sidste, der tager hjem.

- Han tager sig tid til alle. Han har disciplin i træningen og er altid forberedt. Jeg tror, at det er godt for de unge at se ham forberede sig. Han har helt sikkert været en bedre fodboldspiller, men alle kan lære noget af ham, siger Solbakken.

Poulsen, der efter skiftet til Schalke 04 i 2002 har været forbi Sevilla, Liverpool, Juventus, Evian og Ajax Amsterdam, kom på banen efter 88 minutter mod Randers FC. FCK vandt hjemmekampen på en straffesparkscoring før pausen.

/ritzau/