Solbakken søger sult og vildskab på sit nye FCK-hold

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

Der var enkelte nye ansigter på træningsbanen, da FC København torsdag formiddag indledte forberedelserne til den nye sæson, der begynder om præcis en måned.

Argentineren Franco Mussis var med, og det samme var den belgiske angriber Steve De Ridder, men i de kommende dage vil flere nye profiler slutte sig til en trup, der har været udsat for stor udskiftning i sommerpausen.

Træner Ståle Solbakkens analyse efter sidste sæsons skuffende præstationer har været, at der var brug for nyt blod i truppen og gerne meget af det.

- Da jeg kom til klubben efter seks runder sidste år, følte jeg, at der manglede lidt vildskab, lidt galskab, lidt sult og lidt desperation. Og du kan ikke få de sidste to-tre procent frem, hvis der ikke sker noget i truppen.

- Der var mange spillere, der havde vundet to-tre mesterskaber og havde været igennem det hele før. Mange spillede på den samme måde, som de gjorde, da jeg forlod klubben i 2011, bare lidt langsommere og lidt dårligere, siger Ståle Solbakken.

Han mener, at nogle af de mere erfarne spillere var blevet lullet en smule i søvn efter mange års succes i den danske storklub.

- De havde det trygt og godt og havde en fornemmelse af, at de sandsynligvis ville vinde de allerfleste kampe i Superligaen. Det gjorde vi også, men desværre tabte vi nogle vigtige topkampe og pokalfinalen.

- Vi overraskede måske nogen ved at tage fire point i Champions League, men der følte jeg, at der var lidt vildskab, fordi de gamle cirkusheste kom ud af komfortzonen og vågnede, forklarer nordmanden.

På den baggrund har han - ud over Mussis og De Ridder - hentet Stephan Andersen, Tom Høgli, Per Nilsson og Daniel Amartey til klubben.

Til gengæld har en række veltjente kræfter takket af, og snart skal det vise sig, om de nye er bedre end de gamle.

- Det er vanskeligt at svare på, om vi er blevet styrket. På sigt er jeg dog overbevist om, at vi er det. Vi må se, hvor hurtigt det går.

- Vi har hentet spillere med to fokusområder: Dels for at forstærke os nu og her, og dels for at kunne kigge lidt længere frem.

- Daniel Amartey for eksempel vil helt sikkert komme til at spille mange kampe for os i år, men han er kun 19 år, og det er ikke ham, vi skal bygge holdet op om lige nu.

- Franco Mussis spillede en fantastisk sæson i Argentina, men han er kommet til en ny kultur og skal måske bruge lidt tid, siger Ståle Solbakken.

Nordmanden, der efter fyringen af Carsten V. Jensen nu dobbeltjobber som både træner og sportschef i en managerrolle, tør ikke give noget bud på, om der kommer yderligere udskiftning i truppen i dette transfervindue, der er åbent indtil slutningen af august.

/ritzau/