Solbakken tror på overraskelsen mod Juventus

Den norske træner erkender, at der er en forskel i styrkeforholdet i italienernes favør, men han ser stadig en mulighed for at drille favoritterne.

- Vi er kommet i en rigtigt svær pulje, og lige nu er der et lille gab mellem os og de top-europæiske hold, men det det kan udlignes med taktisk kløgt, stor arbejdsvillighed og et rigtigt godt hjemmepublikum.

- Puljen taget i betragtning skal vi være glade for hvert eneste point, som vi kan skrabe sammen. Men samtidig er det her hjemme i Parken, at vi har de største muligheder. Og den første kamp i Champions League er altid svær, også for Juventus. Udebane i Champions League er altid svært, fastslår Solbakken overfor FCK TV.

Han har på forhånd stor respekt for de italienske mestre:

- Vi møder et meget homogent hold, som taber meget få kampe, og som har været stabile i meget lang tid. De har en enorm arbejdsdisciplin og er decideret et af Europas bedste hold.

- Hvis det kun var Pirlo, som vi skulle stoppe, så skulle vi nok klare det. Men der er ni andre, som er rigtigt gode. Med sin pasningsfod, så skal han lukkes ned i visse områder af banen. Men vi må ikke se os blinde på en mand . Dertil har de alt for mange gode spillere, som har spidskompetencer i hver deres rolle.

Dagens Gossip