Solbakken udråber Brøndby som tophold

Når FC København og Brøndby mødes lørdag eftermiddag, er det på papiret en kamp mellem to bundhold. Denne gang lyver tabellen dog, for i virkeligheden hører begge mandskaber til i toppen, mener Ståle Solbakken, der oven på Brøndbys meget aktive transfervindue peger på den store erfaring, der er samlet i Thomas Franks start-ellever.

- Brøndby er et gennemrutineret hold, der hører til i toppen af Superligaen. Det tror jeg også godt, de selv ved med den trup, de har, siger FC Københavns træner Ståle Solbakken.

- Først tog de den målmand, som jeg har ladet mig fortælle var Superligaens bedste i sidste sæson (Lukas Hradecky, red.). Siden har de hentet masser af rutine. Tag bare deres midtbane-trio med Thomas Kahlenberg, Martin Ørnskov og Mikkel Thygesen, og du kan endda tage Quincy Antipas med... det er jo ren rutine. Helt fremme har de Simon Makienok, der måske er Superligaens største trussel i luftrummet lige nu, og bagi kan du tage både Markus Almebäck, der kommer fra en stor klub i Belgien, og Martin Albrechtsen, der har spillet i mange store klubber. Det er jo et tophold, siger Ståle Solbakken.

Lige nu falder kampene som perler på en snor for FC København, der i efteråret både deltager i Champions League, Superligaen og DBU Pokalen. Derfor er der brug for alle spillere i truppen, hvilket Ståle Solbakken senest demonstrerede onsdag aften i Hvidovre, hvor flere marginalspillere fik - og greb - chancen i 4-2-sejren over bundholdet fra 1. division, men til dramaet på Brøndby Stadion er FC København sandsynligvis tættere på Champions League-formationen end på pokal-opstillingen.

I forhold til for to år siden, da Ståle Solbakken sidst var i klubben, er den optimale formation dog langt fra lige så forudsigelig i denne sæson, hvor han ikke blot roterer for at klare de mange kampe, men også for at ramme den rigtige opstilling på den givne dag.

- Hierarkiet er anderledes, end det var dengang. Jeg har ikke været inde over dette hold, som er mere fladt i hierarkiet end det gamle hold, som jeg var meget inde over rekrutteringen af, siger Ståle Solbakken, der tilsyneladende er åben for udskiftninger i midterforsvaret, på begge kanter og helt i front.

- Det handler i høj grad om mavefornemmelse af, hvem der vil fungere bedst i den enkelte kamp, men vi har mange spillere, der er meget lige, medgiver han og peger på Adi, Vetokele og Nicolai Jørgensen som tætte i konkurrencen om pladsen på top, hvor de alle sammen har scoret vigtige mål på det seneste.

Desuden må Ståle Solbakken måske vente helt til lørdag, før han ved, om Wiland og Santin bliver fri for skader.

Dagens Gossip

Dagens TV