Solbakken: Udygtigt og urutineret at tabe på den måde

Skrevet af admin

03/10/2014

Mest læste i dag

For FCK-manager Ståle Solbakken er der en verden til forskel fra at slippe fra Torino med et enkelt point og til at smide selvsamme point væk i overtiden efter at have begået straffespark på en modstander.

- Det var en enkelt situation, der blev afgørende. Og du kan analysere herfra og til evigheden, men pointen er, at det var totalt unødvendigt. Det var ikke uheldigt, det var udygtigt og urutineret, siger nordmanden.

Han efterlyser mere coolness og kynisme fra sit hold i de sidste og afgørende øjeblikke i kampen.

- Det ærgrer mig, at vi havde bolden tre gange i overtiden, og ikke en eneste gang lykkedes vi med at sparke bolden ad helvede til.

- I stedet mistede vi bolden midt på banen, og det resulterede i, at de fik den chance, der endte med mål, siger han.

Alt i alt rejser FC København hjem fra Italien med en skuffende oplevelse og et facit, der kunne have set meget bedre ud.

- Det er noget, der ikke må ske. Vi står med tre point i stedet for fire, men hvad der er mere afgørende er, at Torino har fire i stedet for to, siger Solbakken.

FC København møder i tredje runde af gruppespillet belgiske Club Brugge på udebane. Kampen spilles 23. oktober.

/ritzau/