Solbakken: Vi må ikke lade os gå på af FCM's kanonsæson

Skrevet af admin

29/11/2014

Mest læste i dag

Efter det skuffende europæiske farvel torsdag kan FC København nu koncentrere sig om at slutte efterårssæsonen godt af.

Med 11 point op til topholdet FC Midtjylland vil det reelt kræve to sejre i de resterende kampe mod AaB og netop FC Midtjylland, der har vist skræmmende styrke hidtil.

- Vi ville meget gerne have haft tre-fire point mere på nuværende tidspunkt, men vi må ikke lade os gå på af, at et hold fra Herning har spillet en kanonsæson, siger Ståle Solbakken.

FCK's manager henviser til, at hans hold rent faktisk er begyndt at samle mange point sammen, men det har ikke medvirket til en reducering af det midtjyske forspring.

- I Superligaen har vi fem sejre og tre uafgjorte i de seneste otte kampe. Så det gælder om at fastholde vores momentum der og fortsat være svære at score imod, siger nordmanden inden søndagens opgave i Aalborg.

Københavnerne har blot indkasseret 12 mål i ligaens hidtidige 15 runder. Omvendt har holdet også kun scoret 15 mål. Det har kun bundholdet Silkeborg gjort dårligere.

- Vi slider og slæber for at score mål, men kæmper ikke med at skabe chancer længere. Det gør vi nu, og før eller siden kommer der hul på bylden.

- Defensivt har vi været bundsolide i lang tid. Vi har kun sluppet to mål ind i åbent spil i de seneste ni superligakampe, siger Solbakken.

Inden søndagens kamp, der begynder klokken 19, har FCK 26 point på tredjepladsen, mens AaB har 21 på femtepladsen.

/ritzau/