Solbakkens første træk: Udtager ny angriber

Ståle Solbakken har allerede markeret sig efter sit comeback i FC København i midtugen.

Den tilbagevendte træner har til søndagens vigtige superligakamp i Parken mod oprykkerne fra FC Vestsjælland droppet den belgiske angriber Igor Vetokele.

Til gengæld er den nyindkøbte nigerianske angriber Fanendo Adi med og kan få sin debut for mesterholdet.

Adi blev købt og præsenteret for FCK-tilhængerne i sidste weekend, altså inden Solbakkens comeback i klubben.

Vetokele er en af de spillere, som den nu fyrede FCK-træner Ariël Jacobs fik hentet til klubben i sidste sæson.

Tilbage i FCK-truppen er også førstekeeper Johan Wiland, der på grund af en armskade måtte melde afbud til sidste søndags 1-1-kamp mod AGF.

Svenskeren skubber dermed talentet Jakob Busk tilbage på bænken, mens Kim Christensen glider helt ud af truppen.

Inden kampen ligger FCK nummer 11 og næstsidst i Superligaen med sølle to point for fem kampe. FC Vestsjælland har seks point.

/ritzau/

Dagens Gossip