Solcellelov svæver i uvished

En vedtagelse haster, fordi loven skal lukke hullet, der har givet de såkaldte »solcellebaroner« mulighed for at opføre gigantiske solparker på landjorden.

Ved at placere de store solcelleanlæg på taget af stalde eller industribygninger i stedet kan loven omgås, og det skal derfor afklares, om det også er nødvendigt at lukke dette hul. Det kan dog næppe nås før sommerferien.

Det bekræfter Rasmus Zink Sørensen, der er den medarbejder, som den ansvarlige kontorchef i Energistyrelsen, Flemming G. Nielsen, henviser Berlingske til.

»Vi er blevet bedt om af ministeriet at få så godt styr på det, som vi kan. Og vores tilbagemelding er egentlig, at på nuværende tidspunkt kan vi ikke komme til at få sikker viden. Det findes ikke, uanset hvem vi spørger,« siger Rasmus Zink Sørensen fra Energistyrelsen, der har kommunikeret med kommunerne om problemets omfang.

Han forklarer, at man ikke kan fremskaffe det fulde overblik før sommerferien.

»Så man er nødt til at agere ud fra en usikker viden,« siger Rasmus Zink Sørensen.

De nye oplysninger kommer bag på såvel regeringens støtteparti Enhedslisten som oppositionspartiet Venstre.

»Ministeren har sagt, at vi får et overblik og begrundet, at vi skulle udsætte lovgivningen med det. Derfor har jeg da en forventning om, at vi får et overblik. Ellers må vi få en anden forklaring, og den bliver selvfølgelig spændende at høre. Jeg forstår slet ikke, hvis det ikke skulle kunne lade sig gøre. Vi skal vide, om der er et problem eller ej,« siger Per Clausen (Ø), klima- og energiordfører i Enhedslisten.

Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt (V), er »dybt chokeret«.

»Jeg kan bare sige til ministeren, at vores forudsætning for at stemme for det her lovforslag er, at hullerne bliver lukket. Og det bærer ministeren et meget stort ansvar for. Så jeg vil opfordre ham til at tænke sig grundigt om,« siger Lars Chr. Lilleholt.

Martin Lidegaard vil ikke stille op til interview med Berlingske om sagen, men ministeriet henviser til Energistyrelsens direktør Ib Larsen. Han bekræfter, at Rasmus Zink Sørensen er en af de medarbejdere, der har arbejdet mest med sagen, men understreger, at styrelsen fortsat tror på, at det kan lade sig gøre at tilvejebringe et kvalificeret beslutningsgrundlag for Folketinget.

»Vi sætter selvfølgelig alle de nødvendige ressourcer ind på at opklare den her sag, og det er vores opgave at fjerne den usikkerhed, der er, så Folketinget har det bedst mulige beslutningsgrundlag,« siger Ib Larsen, som dog ikke vil garantere, at det kan lade sig gøre at nå målet inden Folketingets sidste arbejdsdag 28. juni.

Dagens Gossip