Soldat får livstid for drab på syge kollegaer

En amerikansk soldat, som er dømt for at have dræbt fem af sine kolleger i Irak, skal tilbringe resten af sit liv i et fængsel.

Sergent John Russell blev tidligere denne uge dømt for mordene på en klinik for soldater, der led af krigsrelateret stress. Klinikken lå i den største af USA's baser i landet, Camp Liberty.

John Russell, som tidligere har nægtet sig skyldig, valgte i april at erklære sig skyldig i en studehandel med anklageren, og slipper på den måde for dødsstraf.

Russell var på sin tredje udsendelse til Irak i 2009, da mordene blev begået. På grund af bekymring for sergentens mentale tilstand havde hans overordnede en uge før drabene krævet, at han fik konfiskeret sine våben, og at han skulle have hjælp.

Forsvareren til Russell forsøgte sidste år med hjælp fra en hypnotisør at bevise, at Russell ikke havde kontrol over sine handlinger, og derfor ikke kunne holdes ansvarlig.

En psykiater, der har undersøgt Russell, har konkluderet, at sergenten led af posttraumatisk stress og var psykotisk, da de dødelige skud blev affyret.

To af de dræbte arbejdede på den stressklinik, hvor sergent Russell flere dage tidligere forgæves havde henvendt sig for at få hjælp. De tre andre var soldater, som helt tilfældigt var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

- Jeg gjorde det i rent raseri, sagde Russell til militærdommeren, oberst David Conn.

Russell beskrev, hvordan han gik fra rum til rum og skød mod både de ansatte og patienterne.

- Jeg var oprevet. Jeg mindes ikke, at jeg var vred. Men jeg ved, at alle som så mig uden for klinikken, sagde, at jeg så vred ud, beretter Los Angeles Times, at Russell sagde før strafudmålingen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip