Soldat ramt af krudtladning under salut for Prins Henrik

Den 26-årige soldat fra Danske Artilleriregiment fik alvorlige skader på hånden, og samtidig betød luftrykket fra kanonen, at soldaten væltede 6-7 meter ned af en skrænt.

Uheldet skete, da soldaten skulle efterpresse ladningen i kanonen, da den gik af, uden det var planlagt.

Pressemedarbejder ved Nordsjællands Politi Henrik Rasmussen fortæller til bt.dk, at kanonen ikke skyder med skarpt. Det var således ikke en kugle, men alene krudt og lufttryk, der ramte soldaten.

Soldaten fik svære skader på den ene hånd, ifølge Helsingør Dagblad har han mistet to-tre fingre, og blev straks fløjet til Rigshospitalet. Her fra er han nu meldt uden for livsfare, og Nordsjællands Politi oplyser, at han er ved bevidsthed og stabil.

Sagen undersøges af militærets auditørkorps og arbejdstilsynet i samarbejde med Nordsjællands politi.

Dagens Gossip