Soldater afskærer sidste vej til 300.000 civile i Aleppo

Skrevet af admin

17/07/2016

Dagens topnyheder

Syriske regeringsstyrker har søndag lukket den strategisk vigtige Castello Road, som er den eneste vej, der fører til den østlige del af storbyen Aleppo, hvor oprørerne holder til.

Det oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

- De østlige kvarterer er nu helt belejrede, siger direktør Rami Abdel Rahman.

Ifølge observatoriet blev mindst 16 oprørere dræbt i søndagens offensiv mod Aleppo, som er kontrolleret af regeringsstyrker i vest og oprørere i øst.

Ifølge FN bor der omkring 300.000 civile i de oprørskontrollerede områder af Syriens næststørste by.

FN har tidligere advaret om, at civilbefolkningen er afhængig af Castello Road for at kunne få adgang til mad og medicin.

Vejen er udover at være benyttet af oprørerne også blevet brugt af butiksejere til at bringe varer ind.

Den østlige del af Aleppo er ikke udpeget af FN som belejret, men beboere klager over mangel på fødevarer og skyhøje priser.

Lørdag blev mindst 28 civile, heriblandt børn, dræbt i bombardementer i det østlige Aleppo. Det oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Belejringer af både regimet og dets modstandere har haft en ødelæggende indvirkning i andre områder af Syrien, herunder i byen Madaya. Her er snesevis af mennesker ifølge nødhjælpsorganisationer døde af sult og underernæring.

FN vurderer, at knap 600.000 mennesker lever under belejring i Syrien af hovedsageligt regeringsstyrker.

Aleppo var engang Syriens kommercielle kraftcenter. Men byen er blevet ødelagt i kampe siden midten af 2012. Trods flere midlertidige våbenhviler er det ikke lykkedes at stoppe volden i den syriske storby.

Siden krigen brød ud i Syrien i 2011, er flere end 280.000 mennesker blevet dræbt og millioner tvunget på flugt.

/ritzau/AFP