Soldater dræber palæstinensisk bilist ved kontrolpost

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Israelske soldater skød og dræbte fredag to palæstinensere på den sydlige del af Vestbredden. Den ene blev dræbt under sammenstød med militæret. Den anden blev skudt og dræbt, da han forsøgte at køre ind i israelske soldater ved en af militærets kontrolposter.

- Den 22-årige Uday Jihad Irshaid blev dræbt af skud i brystkassen under sammenstød i Hebron, hedder det i en meddelelse fra det palæstinensiske sundhedsministerium.

Snesevis af unge palæstinensere, der deltog i gadekampene med de israelske styrker, havde opfordret til en "Vredens Dag" i Hebron.

Under gadekampe skød de israelske med skarpt, siger øjenvidner.

Irshaids 17-årige søster, Dania, blev dræbt for seks uger siden, da hun forsøgte at stikke israelske sikkerhedsofficerer ned, siger det israelske politi.

Tidligere fredag blev en 57-årig palæstinenser dræbt, da han i bil kørte mod en af militærets kontrolposter nær Hebron, oplyser den israelske hær.

- En palæstinenser forsøgte at køre sit køretøj ind i sikkerhedsstyrker nær Hebron, hedder det i erklæringen fra hæren, som siger, at ingen soldater kom noget til.

I over to måneder - siden 1. oktober - har Israel kæmpet mod en bølge af angreb, hvor palæstinensere har angrebet jøder. Siden volden begyndte, er der blevet dræbt 115 palæstinensere, 17 israelere, en amerikaner og en eritreer.

Israelsk politi kæmper også mod radikale jødiske grupper, der har begået omkring 40 såkaldte hadforbrydelser mod kirker, moskeer og klostre siden 2009. Der foreligger ingen sammenlignelige tal fra årene før 2009.

/ritzau/AFP