Soldater efter overgreb: Hovedrystende

- Nej, ikke nu igen.

Sådan lyder den første reaktion fra formanden for Centralforeningen fra Stampersonel efter en ny sag, om at danske soldater har hemmeligholdt overgreb mod irakere, er kommet frem.

- Nu må der lægges låg på. Det bliver ved med at komme noget, og det er sgu ikke godt nok. Det er hovedrystende, siger Jesper K. Hansen til Ritzau.

Det er Ekstra Bladet, som torsdag kan fortælle, hvordan den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard ifølge eget udsagn har løbet panden mod en mur af tavshed, efter han har forsøgt at gøre forsvarets ledelse opmærksom på en video fra 2004.

Her udøver irakiske sikkerhedsstyrker udøver mod en gruppe fanger.

Soldaten bliver først talt fra en indberetning af chefen for den dansk bataljon i Irak, John Dalby, men da Anders Kærgaard siden ombestemmer sig og går til Forsvarskommandoen, får han aldrig svar på sin henvendelse.

- Hvis det er rigtigt, hvad der fortælles nu, så er der nogen - også i ledelsen - som har siddet med nogle oplysninger, der ikke er kommet ud, vurderer Jesper K. Hansen og tilføjer:

- Hvis det er sandt, så tegner det et billede af et forsvar, der gerne vil lukke den her sag ned. Og det er direkte i modsætning til, at de selv har sagt, at soldaterne skal komme ud og fortælle, hvad de ved, så der kan komme lys over sagen.

De nye oplysninger får foreningen til at kræve sagen grundigt undersøgt.

- Hvis det er sandt, så er det en vigtig del af efterforskningen af den sag, der er gang i. Man er nødt til at undersøge det her til bunds, for det er sgu ikke godt nok det her, siger Jesper K. Hansen og påpeger:

- Vi har ingen interesse i, at danske soldater bryder de regler og love, der er. Det kan vi ikke acceptere, og de skyldige skal findes og straffes.

Dagens Gossip