Soldater går i kamp for at generobre IS-lomme nær Tyrkiet

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Tusindvis af krigere med støtte fra USA har taget hul på en offensiv for at få den vigtige by Manbij vristet fra Islamisk Stat (IS).

Det oplyser amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.

Manbij ligger i det nordlige Syrien og bliver anset for at være en af den ekstremistiske gruppes lommer, hvorfra der bliver transporteret mandskab og udstyr fra Tyrkiet til Islamisk Stats bastioner rundt om i Syrien.

Det er derfor et vigtigt slag, der er blevet indledt tirsdag, lyder det fra en amerikansk embedsmand.

- Det er afgørende, fordi den (Manbij, red.) er den sidste tilbageværende kanal, siger den anonyme embedsmand med henvisning til ruten mellem Europa og Syrien.

Planlægningen har angiveligt stået på i flere uger.

Den IS-kontrollerede by ligger nær Tyrkiets sydlige grænse og på kanten af det tyrkiske artilleris rækkevidde.

Operationen for at få Manbij generobret kan dog tage uger, lyder det fra de amerikanske embedsmænd.

Et mindre antal amerikanske soldater vil støtte offensiven på jorden. De kommer dog ikke selv i kamp, men skal agere rådgivere væk fra frontlinjen.

- De vil være så tæt på, som det er nødvendigt for de syriske krigere at lykkes med operationen. Men de vil ikke deltage i direkte kampe, siger en anonym embedsmand.

Soldaterne på jorden vil også kunne regne med luftstøtte fra den internationale koalition, som USA står i spidsen for. Ligeledes vil der blive affyret skyts fra positioner ved grænsen til Tyrkiet.

En kurdisk enhed deltager i kampen mod Islamisk Stat, hvilket har bekymret tyrkerne. Dog er aftalen, at kurderne fra YPG trækker sig væk fra området, når det ikke længere er på Islamisk Stats hænder.

- Når de har erobret Manbij, vil YPG forlade området. Så vil syriske arabere stabilisere deres oprindelige land, siger den anonyme embedsmand om planen og tilføjer, at Tyrkiet bakker op om offensiven.

/ritzau/