Soldater i kronik: Forsvarstoppen svigter sin opgave

Skrevet af admin

04/07/2016

Dagens topnyheder

Ledelsen i Forsvaret er blevet fedtet så meget ind i det politiske maskinrum, at militærfaglige råd til politikerne bliver kvalt i politisk spil.

Det mener fire nuværende og tidligere ansatte i det danske forsvar. De langer i skarpe vendinger ud efter både forsvarstop og politikere i en kronik i Politiken.

- Forsvaret bliver formet efter, hvad politikerne ønsker, og dermed bliver politikerne ikke udfordret på deres holdninger, siger Klaus Kroll til Politiken.

Han er kaptajn af reserven og en af forfatterne til kronikken.

Politiseringen af Forsvaret har ført til en regulær tillidskrise mellem soldaterne og Forsvarets ledelse, mener de fire kronikører.

- Billedligt talt har man proppet den højestrangerende soldat ned i departementschefens skuffe og slukket det faglige og ledelsesmæssige fyrtårn, som han burde være for sine soldater.

- Konsekvensen er en politisering, der i dag er så udbredt, at der er en meget reel tillidskrise mellem soldaterne og Forsvarets øverste ledelse, skriver de i Politiken.

Konkret savner de fire, at der i Forsvaret bliver skabt plads til, at soldater uden frygt for reprimander fra forsvarsledelse eller politikere kan blande sig i den offentlige debat om Forsvarets opgaver, skriver Politiken.

De foreslår, at der holdes en høring på Christiansborg, hvor soldater og politikere åbent kan drøfte udfordringerne.

Forsvarschef og general Peter Bartram har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet har han sendt Politiken en skriftlig kommentar. Han skriver blandt andet:

- Jeg er enig i, at soldater, befalingsmænd og officerer må forvente, at Forsvaret gennemfører en militærfaglig og professionel rådgivning. Dette arbejde prioriteres højt, og mange stabe, chefer og dygtige sagsbehandlere deltager i det omfattende arbejde, som hele tiden er til overvejelse. I den forbindelse er der rig mulighed for at fremsætte militærfaglige synspunkter.

/ritzau/