Soldater og militære køretøjer i øvelse ved Kolding

Bliv ikke overrasket, hvis du i weekenden, 21.-23. februar ser masser af soldater og militære køretøjer i området syd for Kolding. Det er Hjemmeværnskompagni Fredericia og Hjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland, der gennemfører den traditionsrige ”Øvelse Blå Negl”.

I alt forventes godt 600 soldater at være involveret i øvelsen, hvilket gør den til en af de allerstørste militærkonkurrencer i Danmark.

Overlevelsestur

Øvelsen er udformet som en overlevelsestur, og har til formål at udfordre deltagerne på fysiske og psykiske områder, samt udvikle og træne den enkelte deltager i overlevelse, enkeltmands færdigheder samt at arbejde i makkerpar eller mindre hold.

Soldaterne deltager i 2-mands eller 6-mandshold – i alt forventes ca. 186 mand at deltage denne gang. Deltagerne vil blive udfordret både fysisk og mentalt – de skal bevæge sig rundt til et antal poster/momenter med varierende opgaveindhold og over en distance på cirka 45 kilometer i fugleflugtslinje.

I de godt 1½ døgn, soldaterne er af sted, foregår alting på feltfod – det vil sige at spisning, hvile og eventuelt søvn foregår ude i naturen.

Hunterforce

Ud over kendte strabadser som vejrlig, kulde og mange kilometer, føjer Øvelsesledelsen lige en ekstra dimension til udfordringen: Hunterforce.

Hunterforce består af omkring 250 velmotiverede soldater fra nær og fjern, hvis eneste mission i den pågældende weekend er: ”Fang øvelsesdeltagere – og helst rigtig mange af dem..”.

Hunterforce vil med hjælp fra blandt andet hundepatruljer, kørende patruljer gøre det så svært som muligt for øvelsesdeltagerne, at bevæge sig rundt i området uden at blive opdaget og taget til fange.

De bedste kommer i mål

For øvelsesledelsen, er det ikke et mål i sig selv, at alle deltagerne gennemfører. Derimod er målet, at kun de bedste kommer i mål. Ud over de mange øvelsesdeltagere og Hunterforce-soldater, deltager et stort antal hjælpere med alt fra forplejning, sanitet, administration og logistik til bemanding og gennemførsel af de mange momenter, der venter forude.

De danske deltagere, Hunterforce og hjælpere kommer fra alle dele af Danmark og fra alle grene af Hjemmeværnet og forsvaret. Fælles for dem er ønsket om at være med til at skabe de bedst mulige betingelser for, at deltagerne kan blive udfordret og udviklet – og forhåbentlig få en rigtig god oplevelse oveni.

Alle bliver udfordret

Det er ikke kun konkurrencedeltagerne, der bliver udfordret på deres evner og færdigheder, og kommer hjem med ny læring i rygsækken. For de 250 mand i Hunterforce er øvelsen at lave overvågningslinjer – opspore, fange eller ”nedkæmpe” de 186 mand som er på overlevelse tur.

Det stiller også krav til de militærfaglige kundskaber.

For Kommandostationens personel, er Blå Negl en god træning i at samle informationer om fjenden og alt hvad der sker i området – samt at styre større, og sammensatte, enheder i krig og under katastrofe. For forsynings- og logistikfolkene, er der god træning i at forsyne enhederne og finde rundt på kort.

Fire øvelser under en hat

Populært sagt, kan man tale om fire forskellige øvelser, samlet under én hat. ”Øvelse Blå Negl” startede i det små, men har især i de seneste 15 år udviklet sig i omfang og størrelse. Den har også fået et mere internationalt snit med tiden – i år forventes der deltagere fra Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Finland, Italien, Frankrig og Schweiz.

Det er ikke kun Hjemmeværnssoldater, der deltager i øvelsen – en hel del af deltagerne er fastansatte i Forsvaret, hvilket er med til at vise at det ikke er en tur for hvem som helst.

Årets udgave af ”Øvelse Blå Negl 2014” finder sted i weekenden den 21.-23. februar med udgangspunkt fra Sdr. Stenderup Centralskole.

Dagens Gossip

Dagens TV