Soldater omringer partihovedkvarter i Myanmar

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Formanden for parlamentet i Myanmar, Shwe Mann, der også er formand for det regerende USDP-parti i landet, er torsdag blevet fjernet fra posten som partiformand og erstattet af partiets næstformand.

Det oplyser kilder i USDP-partiet ifølge Reuters.

- Shwe Mann er ikke formand for partiet længere. Han er ved godt helbred og befinder sig hjemme, siger en kilde i partiet.

Shwe Mann er fortsat formand for Myanmars parlament, hedder det.

Sikkerhedsstyrker i Myanmar omringede tidligere torsdag landets regerende partis hovedkvarter og forhindrede politikerne i at forlade bygningen.

Adskillige lastbiler fyldt med soldater og politibetjente ankom til hovedkvarteret i hovedstaden Naypyidaw omkring klokken 22.00 onsdag aften lokal tid, siger kilder til Reuters.

- Vi har ikke fået lov til at bevæge os rundt siden sent i går, siger et partimedlem.

Den officielle årsag til, at sikkerhedsstyrkerne har indtaget partiets kontorer, kendes ikke.

Men ifølge folk i partiet er der stigende spændinger mellem lederne af regeringen, der støttes af militæret, på grund af udvælgelsen af kandidater til parlamentsvalget i november.

Toe Naing Mann, søn af parlamentsformand Shwe Mann, siger til AFP, at der også er "såkaldte vagter" ved farens hus.

- Det er underligt, at bevæbnede styrker har begrænset et politisk parti på denne måde, sagde Toe Naing Mann tidligere til AFP.

USDP har for mange tidligere juntafolk været et springbræt fra at være soldater til at blive parlamentsmedlemmer.

I de seneste måneder er rygter om fjendskab mellem Shwe Mann og præsident Thein Sein taget til i styrke. Begge er tidligere militærgeneraler, der smed uniformen i forbindelse med et kontroversielt valg i 2010, hvor en delvist civil regering tog magten.

Shwe Mann har offentligt udtalt, at han er klar til at arbejde tæt sammen med demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, ligesom at han har sat sig op imod det stadig magtfulde militær på flere områder.

Der er parlamentsvalg i Myanmar 8. november.

/ritzau/