Soldater skal testes i bogstaver og tal

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

Alle ansatte i hæren skal i løbet af det næste år testes i deres kvalifikationer i dansk, matematik og it.

Major Glenn Press-Hansen, kompetenceudviklingssektionen ved Hærens Operative Kommando, siger til Ritzau, at foreløbig 1000 ansatte har været igennem computertesten, som udføres på de lokale voksenuddannelsescentre.

De resterende 5000 ventes at gennemføre i løbet af foråret.

- Formålet er at fange de medarbejdere, som har faglige vanskeligheder. De tilbydes et uddannelsesforløb, så deres kvalifikationer bliver bedre her og nu, siger Glenn Press-Hansen.

- Samtidig sikrer vi, at de står stærkere den dag, de måske forlader hæren,

De foreløbige resultater viser, at det især er bogstaverne, der volder vanskeligheder.

Mens seks til otte procent af den danske befolkning generelt har svært ved at læse, gælder det for 11-13 procent af de ansatte i hæren, at de er ordblinde eller meget langsomme læsere.

- Det er lidt skræmmende, at vi er oppe i et tocifret tal. Det kommer bag på os, at det er så stor en andel, siger Glenn Press-Hansen.

Ansatte i hæren optjener såkaldt civil undervisningsret, som betyder, at de med støtte fra staten kan tage en uddannelse, hvis de, som det sker for mange, ikke får deres kontrakt med forsvaret forlænget, når de fylder 35 år.

Men kun få gør brug af muligheden, sandsynligvis fordi mange har dårlige erfaringer med at gå i skole.

- Forsvaret har tidligere haft tradition for at være en arbejdsplads for ufaglærte, som kom ind hos os og blev lært op. Ved at højne deres faglige niveau håber vi, at de måske får mod på at tage en studentereksamen eller lignende, når de forlader forsvaret, siger Glenn Press-Hansen.

Blandt de ansatte bliver tilbuddet positivt modtaget, siger korporal Rasmus Ottow Schneider, Jydske Dragonregiment. Her ventes alle at være testet, inden året er omme.

- Langt de fleste ser frem til det. Det giver jo folk en mulighed for at få styrket deres boglige kompetencer, siger han.

Personligt kunne han godt tænke sig også at få sine kvalifikationer i engelsk testet, selv om han har en studentereksamen.

- Jeg bruger engelsk under mine udsendelser, og det tages også som en selvfølge, at man kan sproget. Men jeg kunne da godt tænke mig at vide mere præcist, hvor mit niveau ligger, siger han.

/ritzau/