Soldater stormer gidselhotel - mindst tre er dræbt

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Soldater i Malis hovedstad, Bamako, har stormet et hotel, hvor jihadister har taget gidsler. Mindst tre gidsler er dræbt, mens det er lykkedes 80 at flygte, oplyser den landsdækkende tv-kanal og kilder i politiet.

- Der er stadig angribere indenfor. Vi kan høre skud nu og da, siger et øjenvidne, der befinder sig foran hotellet, til nyhedsbureauet Reuters.

Præsident François Hollande oplyser, at en fransk elitestyrke er på vej til Bamako.

Det oplyses, at Malis egne elitestyrker bevæger sig fra etage til etage inde i hotellet, og at der indimellem kan høres skudild.

Tidligere har hotellets ejere oplyst, at angriberne holdt 170 som gidsler på hotellet.

Angriberne, der råbte Allahu akbar (Gud er stor), da de trængte ind i hotellet, er tilsyneladende gået fra etage til etage, og senest var de nået til syvende etage.

- Det sker alt sammen på syvende sal, jihadister skyder i korridoren, oplyste en sikkerhedskilde lidt tidligere.

Der er mange udenlandske gæster på hotellet, heriblandt franskmænd, kinesere og tyrkere.

Der var seks piloter og stewardesser fra Turkish Airlines indlogeret på hotellet. Den tyrkiske regering oplyser, at det er lykkedes tre af dem at flygte fra gidseltagerne.

Men der er ingen oplysninger om, at gidseltagningen har forbindelse til de blodige angreb i Paris sidste fredag og politiets aktion mod radikale islamister i bydelen Saint-Denis i onsdags.

En såkaldt sikkerhedskilde blev tidligere citeret for at oplyse, at op mod 10 personer kan have deltaget i angrebet.

Der er 190 værelser på luksushotellet.

Mali, der ligger syd for Algeriet, oplevede i 2012 et islamistisk oprør i den nordlige del af landet. Det lykkedes jihadisterne at erobre store landområder, inden en international styrke anført af Frankrig fik trængt dem tilbage.

Danmark sender næste år en dansk elitestyrke bestående af 30 soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset på en FN-mission i Mali. Der følger også et Hercules-transportfly med.

/ritzau/AFP