Soldater: Talibankrigere i Danmark er stærkt problematisk

Gerningsmænd bag krigsforbrydelser, tortur og vejsidebomber, der kan have ramt danske soldater i Afghanistan, lever på tålt ophold i Danmark, og det er kritisk, lyder det fra Centerforeningen for Stampersonel (CS), der med 7500 medlemmer fra hæren, flyvevåbnet og søværnet er den største personaleorganisation i det danske forsvar.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Vi taler om mennesker, som kan have skudt på vores soldater, og som har været med til at etablere netop den slags vejsidebomber, som har dræbt flere af vores folk. Og nu risikerer vores soldater at skulle møde dem på gaden. Det er under al kritik, siger talsmand for CS, Helle Kolding, til avisen.

I øjeblikket er der 21 personer i Danmark på tålt ophold, som efter eget udsagn har begået krigsforbrydelser. Omkring halvdelen af dem er angiveligt tidligere talibankrigere, som kan gå frit rundt i landet, blot de melder sig til Center Sandholm én gang dagligt.

En af talibanerne har angiveligt været gruppefører for mellem 20 og 25 andre militante. I en 15-årig periode har han deltaget i en massakre på 8000 civile og angrebet en landsby, hvor hans gruppe dræbte kvinder og børn.

En anden person på tålt ophold i Danmark har ifølge Flygtningenævnets beretning "deltaget i kamphandlinger, medvirket til placering af vejsidebomber og anholdelse af personer, der af Taliban blev betragtet som spioner, ligesom han har bevogtet fanger, imens de er blevet torteret."

Internationale konventioner forhindrer personerne i at blive sendt tilbage til hjemlandet, hvor de kan risikere tortur og dødsstraf.

Retsordførere, organisationer og afghanere i Danmark har fredag udtrykt frustration og mener, at det i det mindste skal være muligt at retsforfølge forbryderne, selvom det kan være svært.

/ritzau/

Dagens Gossip