Soldaterformand: Oberst Hachel lever

Sådan lyder nu fra formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Winther, skriver Berlingske.

»Der er enkelte chefer, som forsvaret ville klare sig lige så godt uden. De findes da. Og selvfølgelig er det et problem, når de stiller sig op foran deres mandskaber, og det er helt tydeligt, at det er en chef, der ikke bakker de beslutninger op, der er truffet,« siger Flemming Winther, som er formand for de mange korporaler, konstabler og værnepligtige.

Han understreger samtidig, at langt de fleste ledere i forsvaret er dygtige og moderne ledere.

»Der er rigtig, rigtig mange chefer i forsvaret, og de fleste af dem er bedre end deres rygte,« siger han.

Også tidligere forsvarsminister Hans Engell vurderer, at der fortsat er Oberst Hachler i det danske forsvar.

»Der har altid været en Oberst Hachel i det danske forsvar. Det har der været lige siden, hæren gik tilbage fra Dannevirke og frem til i dag,« siger Hans Engell.

Debatten om officererne og kulturen i forsvaret er opstået, efter at tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i et interview med Berlingske anklagede unavngivne topofficerer for at være »snævertsynede« og »illoyale«. Hækkerup mener, at nogle af de bedste ledere i den offentlige sektor findes i forsvaret, men påpeger samtidig, at en gruppe officerer er drevet af deres egen forsvarspolitiske agenda.

»Hækkerups kritik er historisk og uhørt. Man vil ikke på noget tidspunkt i løbet af de seneste 70 år kunne finde et eksempel på, at en tidligere minister, som stadig er minister på et andet område, retter en så massiv kritik af ledelsen af det område, hvor han tidligere har haft ministeransvar,« siger Hans Engell.

I løbet af sine knap to år som forsvarsminister kastede Nick Hækkerup sig ind i flere politiske sværdslag med forsvaret. Hækkerup valgte stik mod sædvanen at slå stillingen som forsvarschef op, så alle kunne søge den, og fik som bunden opgave at spare cirka tre mia. kroner på forsvarets budget. Det gav ham mange uvenner i forsvaret.

Forsvarschef Peter Bartram kan ikke genkende Hækkerups beskrivelse.

»Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev en smule overrasket over udmeldingen. Jeg synes ikke, det er et fair og retvisende billede. Selvfølgelig er der en variation i forsvarets ledelse - ligesom der er i andre virksomheder. Vi afspejler da den danske befolkning på godt og ondt, men når jeg kigger tilbage på cheferne bag mig, så er det nogle, der er engagerede, tager ejerskab, er nytænkende, kommer med nye ideer,« siger han.

Blandt Nick Hækkerups kolleger i den socialdemokratiske folketingsgruppe er meget få uenige med ham. Det er de færreste, der selv har mødt en »Oberst Hachel-type«, men flere mener, det er en vigtig debat.

»Forsvarskommandoen er utæt som en si. Det er ikke noget, der kun er sket i Nicks tid. Sådan var det også i Søren Gades tid. Det system skal man have gjort op med,« siger Bjarne Laustsen (S), der var S-forsvarsordfører under Nick Hækkerup, og fortsætter:

»Jeg har ikke nogen grund til at betvivle, at Nick Hækkerup har mødt modstand fra systemet.«

Også formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Mette Gjerskov (S), roser Nick Hækkerup.

»Når han siger det efter to år på ministerposten, så ved han nok, hvad han taler om,« siger hun.

Nick Hækkerups udtalelser om sit tidligere ministeransvarsområde skabte rumlen i krogene blandt flere S-ministre på den socialdemokratiske kongres i Aalborg. Selv om forsvarsminister Nicolai Wammen (S) havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da han først hørte Hækkerups kritik, sagde han udadtil, at Hækkerup er i sin fulde ret til udtale sig om forsvaret.

»Det er helt fair, at en minister fortæller, hvordan han har oplevet at have en anden post, end den han har nu. Det er bare vigtigt for mig at sige, at jeg har et godt og tillidsfuldt samarbejde med forsvaret, og der er selvfølgelig fuld opbakning fra regeringen til det arbejde, som vores soldater udfører,« siger Nicolai Wammen, som nu er blevet kaldt i samråd i Folketinget om sagen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener ikke, at Nick Hækkerups udtalelser skal have konsekvenser for hans position på ministerholdet og anser ham for at være »100 procent loyal«.

Spørgsmål: Hvad synes du om, at Nick Hækkerup på den måde evaluerer på sine oplevelser med forsvaret og giver råd til den nuværende minister?

»Jeg synes altid, det er bedst at vente lidt med at evaluere. Man kan godt gøre det, når man bliver lidt ældre måske. Fremadrettet tror jeg, at Nick Hækkerup kommer til at beskæftige sig mere med handel, investering og Europa,« siger hun.

Dagens Gossip