Soldrevet fly har klaret ny etape over Stillehavet

Skrevet af admin

24/04/2016

Dagens topnyheder

Det soldrevne fly Solar Impulse 2, der er i færd med at flyver rundt om Jorden uden at bruge en eneste dråbe brændstof, landede søndag i Californien efter at have tilbagelagt endnu en etape.

- Vi har klaret Stillehavet, min ven. Jeg er vild med det, men det er gjort, siger den schweiziske eventyrer Bertrand Piccard med stor lettelse efter at have fløjet fra Hawaii til Californien.

Med ankomsten til Moffett Lufthavn har flyet klaret ni af de i alt 13 etaper på flyrejsen, som begyndte sidste år i De Forenede Arabiske Emirater.

Den 58-årige Piccard, der foretager soloflyvningerne på skift med makkeren Andre Borschberg, gennemførte turen fra Hawaii midt i Stillehavet til byen i Silicon Valley sydøst for San Francisco.

Flyet har overvintret på Hawaii siden juli 2015, da batterierne på flyet blev ødelagt under turen fra Nagoya i Japan til Hawaii som følge af overophedning.

Efter flere udsættelser på grund af dårligt vejr lykkedes det i starten af juli 2015 at gennemføre den lange tur halvvejs over Stillehavet.

Med over 118 timers flyvning i et træk satte André Borschberg, der også er schweizer, rekord for længst varende soloflyvning, da den tidligere rekord lød på 76 timer.

På de 118 timer tilbagelagde piloten cirka 7200 kilometer.

Cockpittet i flyet er kun 3,8 kvadratmeter, og stolen, som piloten sidder i, fungerer både som seng og toilet. Hvis der ikke er turbulens, er det muligt at slå autopiloten til og tage en lur, men højst i 20 minutter ad gangen.

Solar Impulse har et vingefang på 72 meter, og vingerne er dækket af 17.248 solpaneler, der ikke er tykkere end et hårstrå.

Flyet samler solenergi om dagen, som bliver gemt i lithiumbatterier. Den opbevarede energi holder flyet på vingerne om natten, når solen er væk.

Formålet med flyvningen er at skabe opmærksomhed om mulighederne i alternative energikilder.

/ritzau/AFP