Solen skolder færre danskere

Ifølge undersøgelsen er danskerne for første gang i seks år er blevet bedre til at passe på solen. I 2011 blev hver tredje solskoldet mindst én gang i løbet af sommeren, men i 2012 var det kun hver fjerde, der fik for meget sol.

Det glæder Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

»Vores vigtigste budskab er, at man ikke må blive solskoldet. Derfor er det meget glædeligt, at færre bliver forbrændt i solen. Vi håber, det er udtryk for, at danskerne har lyttet og er begyndt at passe bedre på deres hud,« siger han i en pressemeddelelse.

Der er dog stadig plads til forbedring, konstaterer han.

»Når det er sagt, er det jo ikke godt, at hver fjerde stadigvæk bliver solskoldet. Det er alt for mange. Solskoldninger øger risikoen for hud- og modermærkekræft, som rammer flere og flere danskere - netop fordi vi ikke beskytter os godt nok,« siger Peter Dalum.

Især de unge mellem 15 og 29 år skal blive bedre til at søge skygge og huske solcreme. I denne aldersgruppe svarer hele 37 procent, at de blev solskoldede mindst én gang i løbet af sidste sommer.

I alt 2.195 danskere har deltaget i undersøgelsen, som er en del af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, der løber på sjette år.

Dagens Gossip