Solhaven genopstår efter anklager om vold mod unge

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

Indtil for et par måneder siden var en stribe ansatte og lederen på det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Farsø i Himmerland anklaget for vold mod de anbragte unge.

Nu genopstår institutionen, skriver Politiken mandag.

Det sker efter fire års politiefterforskning, retssag og massive anklager om overgreb mod de anbragte unge på institutionen. Anklager, der ikke kunne holde, da alle tiltalte blev pure frifundet ved byretten i Aalborg i januar.

Som resultat af anklagerne mod personalet sygnede Solhaven imidlertid hen og måtte lukke i 2013.

To år forinden havde opholdsstedet ellers haft en omsætning på et trecifret millionbeløb. Det vurderes, at 200 lokale arbejdspladser forsvandt efter konkursen. Men Solhavens leder, Søren Virenfeldt, planlægger nu at genstarte opholdsstedet lige efter sommerferien.

- Det skal selvfølgelig hedde Solhaven 2, for vi mener ikke, at vi gjorde noget forkert. Vi står ved det arbejde, Solhaven har stået for i 25 år, siger han til Politiken.

Søren Virenfeldt skal selv være konsulent og sørge for, at pædagogikken bliver implementeret.

De af Solhavens tidligere medarbejdere, der har lyst, inviteres til at være med.

Solhaven vil blive bygget op om en anden socialpædagogisk institution, Himmerlands Rådgivnings Center (HRC), som Søren Virenfeldt er medejer af.

/ritzau/