Solhavens personale står tiltalt for grov mishandling

Hele 54 af de omfattende anklager går på mishandling, herunder slag og spark på kroppen og i hovedet og et enkelt tilfælde, hvor en ung på døgninstitutionen har fået et vådt klæde over hovedet, som tiltalte hældte vand over. Ud fra anklageskriftet kan det lyde som en afart af torturmetoden waterboarding, hvor det for den torturerede føles som om, han drukner. Men angiveligt har ofret ligget på maven under mishandlingen.

Blandt andet har flere unge på institutionen fået lussinger, slået hovedet mod en væg og er blevet skubbet af stole og ned ad trapper, så de har pådraget sig skader. Og i andre tilfælde har mishandlingen været så alvorlig, at forurettede mistede bevidstheden. Strafferammen - hvis de 12 bliver fundet skyldige i disse overtrædelser - er op til seks års fængsel.

Af anklageskriftet fremgår det også, at mishandlingen til tider er sket for at få de unge til at komme med indrømmelser om episoder, de angiveligt skal have involveret i, såsom at skrive på væggen og at have stjålet en bil.

Derudover omfatter flere af forholdene ulovlig tvang. Nogle af de unge er blevet tvunget til at afklæde sig tøjet eller at sidde i længere tid på en malerspand eller en træpæl uden at kunne gå på toilettet eller få mad og drikke.

En af de 12 bliver desuden tiltalt straffelovens paragraf 123, der handler om trusler mod vidner. Her har tiltalte opsøgt unge og truet dem, for at de ikke skulle vidne til politiet og retten. Blandt andet har den tiltalte truet en ung med, at han vil blive fjernet fra sit nuværende hjem og miste sin bil, hvis han ikke trak sin anmeldelse tilbage. Her er strafferammen op til otte års fængsel.

Ifølge den ansvarlige anklager fra Nordjyllands Politi, Lene Wacher Lentz, har efterforskningen været omfattende.

»Vores efterforskere har skullet afhøre rigtig mange personer, der har haft en eller anden form for tilknytning til opholdsstedet Solhaven,« oplyste hun før påske.

De 12 tiltalte skal for retten i Aalborg.

Dagens Gossip

Dagens TV