Solid sommergevinst venter boligejerne

En større sommergevinst på mange millioner kroner ligger klar til at blive samlet op af de danske boligejere. Trods kraftig aktivitet de senere år ligger rigtigt mange boligejere fortsat med lån, der kan konverteres. Mere præcist er der tale om lån for næsten 65 milliarder kroner, der frem mod næste termin ved udgangen af juli kan udskiftet til lån med en lavere rente og derved lavere månedlig ydelse.

Realkreditselskaberne er overraskede over, at mange boligejere fortsat har lån med højere rente, end de egentlig behøver. I nogle tilfælde skyldes det, at det simpelthen ikke kan betale sig at udskifte lånet, men det er langtfra altid tilfældet.

Det viser en opgørelse, som Nordea Kredit har lavet for Berlingske Business.

Opgørelsen viser, at der lige nu er lån for i alt 64,9 milliarder kroner, der kan konverteres. Langt størstedelen er lån med en rente på fem procent. De udgør de 58,9 milliarder kroner. Resten er fordelt med en mindre del på seks- og syvprocentlån.

En rente på fem procent er uhyre lav, men det kan stadig fås endnu lavere ved at konvertere lånet til et med en rente på tre procent.

Mere præcist vil udskiftning af et femprocentlån med et treprocentlån give en månedlig besparelse på ydelsen på 360 kroner. Herudover vil den enkelte boligejer afdrage 640 kroner mere om måneden på lånet. Minusset ved manøvren er, at restgælden vokser med 56.000 kroner.

Hvis der er tale om lån uden afdrag vil ydelsen dykke med 960 kroner om måneden efter skat.

Det skal naturligt nok holdes op mod, at der er et gebyr i forbindelse med konverteringen af lånet, men som tommelfingerregel kan det betale sig at lave en konvertering, hvis lånet er på over 500.000 kroner, og der er 20 år tilbage af lånetiden.

Derved vil en lang række af boligejerne med seksprocentlån stadig være i gruppen, der bør undersøge en ekstra gang, om der kan være en idé i en konvertering, mener realkreditselskaberne.Mange har ikke styr på deres lån

Både Realkredit Danmark, RD, BRFkredit og Nordea Kredit mener, at når der fortsat kan være boligejere tilbage, der ikke har udskiftet deres lån, kan det for en stor dels vedkommende skyldes, at de pågældende familier ikke har styr på, hvilket lån de rent faktisk har.

RD har tidligere lavet en undersøgelse, der viste, at hver fjerde boligejer med et fastforrentet lån ikke viste, hvad det vil sige at konvertere sit lån.

»Det er synd, da de i værste fald risikerer både at forpasse muligheden for konvertering til egen privatøkonomisk fordel og samtidig betale for en konverteringsret, de måske aldrig gør brug af,« siger cheføkonom i RD, Christian Hilligsøe Heinig.

Cheføkonom i BRF Ulrikke Ekelund er enig. Hun fremhæver, at ud over de hårde økonomiske fakta kan der være andre årsager til, at familierne holder fast i et givent lån, selv om det måske ikke er optimalt.

»Nogle har måske haft lånet gennem mange år og har dermed indrettet deres økonomi efter det. Det er ikke alle, der har lyst til at ændre på noget, som i og for sig fungerer fint. Der kan også være nogle, som tænker, at realkreditinstituttet blot er ude på at tjene penge, og som derfor pr. automatik ikke ønsker at pille ved deres lån,« siger Ulrikke Ekelund.

Muligheden for at hoppe fra et femprocentlån til et treprocentlån har været der i nogen tid, og rigtigt mange boligejere har allerede lavet manøvren. I begyndelsen af 2012 havde danskere lån i femprocentserierne for mere end 200 milliarder kroner. Siden har konverteringsfesten kørt på et ganske pænt niveau, og lån for omkring 135 milliarder kroner er blevet skiftet ud.

Når de resterende ikke kommer med, kan det ligeledes være fordi, familierne skal flytte inden for en kort årrække. Hvis det er tilfældet, vil en konvertering ikke kunne betale sig.

Men for dem, der vil konvertere, står de netop nu over for et svært valg med timingen. Når man konverterer, skal der ud over gebyr betales differencerenter fra opsigelsesperioden og frem til næste termin. Jo tættere man kommer på terminen, desto billigere bliver det at lave konverteringen. Terminen falder næste gang 31. juli, og det taler for at vente lidt endnu.

Men jokeren denne gang er, hvordan man tror, renten udvikler sig den kommende tid.

»Det kan nemlig bedst betale sig at konvertere, når renten er lav og kursen på det nye lån dermed er høj. Venter man derfor til slutningen af juli med at konvertere sit lån, kan man risikere, at renten er steget i mellem-tiden, og at konverteringen derfor ikke bliver nær så gunstig, eller i værste fald slet ikke kan betale sig længere«, siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

»Det betyder, at hvis man tror, renterne vil stige i den kommende tid, bør man konvertere allerede nu, mens man bør vente til tæt på opsigelsesfristen, såfremt man tror, renten vil være stabil eller falde yderligere,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Dagens Gossip