Solid start på året for ISS

Den danske servicegigant, ISS, har fået en solid start på året. Omsætningen kom op på 19,5 mia. kr., hvilket først og fremmest skyldes en organisk vækst på 2,7 pct. Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.

Nettoresultatet blev et plus på 71 mio. kr., hvor der sidste år var tale om et minus på 116 mio. kr.

ISS skriver selv, at selskabet har opnået positiv organisk vækst både på etablerede markeder og emerging markets med en tocifret vækst i Asien.

»Vi har med succes igangsat vores nye kontrakter med Barclays og Novartis, og vi har vundet flere vigtige internationale kontrakter i 2013. Derudover refinansierede vi i 1. kvartal størsteparten af vores gæld, og vi frasolgte vores pest control forretning i tolv lande,« siger CEO Jeff Gravenhorst i en kommentar til regnskabet.

ISS fik i starten af denne måned en stor fjer i hatten, da selskabet blev anerkendt som verdens bedste outscourcing-virksomhed. Selskabet havde sidste år 530.000 medarbejdere på verdensplan og nåede en omsætning på 80 mia. kr.

Forventningerne til resten af året er delt i to. De økonomiske udsigter for de europæiske lande ser svære ud, mens der er en fortsat stærk vækst i udviklingslandene. Samlet set gør det, at ISS regner med, at hele 2013 vil give en vækst i omsætningen på omkring tre pct.

Dagens Gossip

Dagens TV