Solidaritet med Frankrig strømmer ind efter angreb

Skrevet af admin

14/11/2015

Mest læste i dag

Angreb flere steder i Paris har sent fredag og tidligt lørdag kostet mange mennesker livet og såret endnu flere. Efterhånden som angrebene blev kendt, begyndte de internationale reaktioner at strømme ind.

Præsident Barack Obama siger ifølge nyhedsbureauet Reuters til journalister i det Hvide Hus:

- Igen har vi set et oprørende forsøg på at terrorisere uskyldige mennesker. Når den slags angreb finder sted, har vi altid kunnet regne med, at det franske folk stod sammen med os, siger Obama.

- Frankrig har været en ekstraordinær anti-terrorpartner. Og på samme måde vil vi være der for franskmændene.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, udtrykker sin dybeste medfølelse i forbindelse med det "monstrøse terrorangreb i Paris og sender solidaritetstilkendegivelser til præsident Hollande, og hele det franske folk", siger en talsmand ifølge nyhedsbureauet Tass.

- Umenneskelige, kalder Putin angrebene ifølge Kreml-talsmand Dmitri Peskov.

- Vi fordømmer de umenneskelige handlinger dybt og er klar til at yde al mulig bistand i efterforskningen af disse terrorhandlinger, citerer talsmanden Putin for.

EU's præsident, Donald Tusk, henvender sig til Frankrigs præsident med et brev, hvori han kalder angrebene en skændsel mod Frankrig og hele Europa.

- I dag står Frankrig i forreste række i kampen mod terror. Men I står ikke alene. Kampen er en kamp for alle europæere.

Tusk berømmer også Frankrig for at kæmpe for værdier, der er selve kernen i EU. EU vil også kræve, at det kommende G20-mødet i Tyrkiet skal reagere på truslen om ekstremistisk terrorisme. På den måde er han på linje med Tyrkiets præsident.

- Canada står sammen med Frankrig efter angrebene, siger den nyvalgte canadiske premierminister, David Trudeau, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fra Berlin siger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, at hun er "dybt rystet" over terroristangrebene i Paris.

EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, melder sig også i koret. Han erklærer sig på Twitter fuldt solidarisk med det franske folk.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, skriver samme sted:

- Jeg er dybt rystet over de rædselsfulde Paris-angreb. Vi står sammen med det franske folk. Terrorisme vil aldrig kunne besejre demokrati.

I en erklæring fordømmer FN's Sikkerhedsråd, hvad det kalder det "barbariske og kujonagtige terrorangreb" i Paris fredag.

/ritzau/