Solomødre møder modstand i befolkningen

Og det er ikke bare på internettet, solomødrene møder modstand. Flere end hver tredje dansker er imod, og kun godt halvdelen bakker op om, at enlige kvinder har mulighed for at få børn med donorsæd, viser en Gallup for Berlingske.

Især de danske mænd er modstandere af projekt barn-uden-far. Knap en fjerdedel af mændene mener, at ethvert barn bør have to forældre. Mens én ud af syv mænd mener, at det nedbryder familien som en værdifuld grundpille i samfundet, når mændene holdes uden for familiedannelsen. Professor i socialpsykologi ved RUC Lars Dencik er ikke forbavset over, at flere mænd end kvinder er modstandere af, at kvinder nu har mulighed at blive mødre ved brug af donorsæd.

»I kølvandet på feminismens enorme og hurtige gennemslag i det moderne vestlige samfund er der fremkommet tendenser til at gøre mænd helt overflødige. Feminismens fremgang i samfundet har på mange måder indebåret mere ligestilling og retfærdighed, men at gå så vidt, at man prøver at gøre mænd helt overflødige, er udtryk for kønskrig og for så vidt det modsatte af ligestilling,« siger han til Berlingske.

Modstanden overrasker til gengæld 39-årige Signe Fjord, der er solomor til den 16 måneder gamle datter Zinelle og forfatter til bogen »Selvvalgt singlemor til donorbarn«.

»Det er ikke det, jeg møder i min hverdag. Jeg tror, at det bunder i uvidenhed. For når man tænker nærmere over det, er det jo ønskebørn, der kommer til verden af nogle ressourcestærke kvinder, som er 35-45 år,« siger hun.

Hun mener i virkeligheden, at den traditionelle familie har nedbrudt sig selv, i og med at 40 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

»Det er ikke en rollemodel, der er værd at stræbe efter, når der er så stor risiko for, at det bryder sammen. Jeg har været gift, jeg har prøvet det, vi fik bare ikke børn sammen. Det her er en familieform, som jeg er rigtig glad for,« siger hun.

Søren Ziebe, klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsklinik, synes, det er ulykkeligt at gøre debatten til et spørgsmål om forkælede kvinder. Han mener, det er fordummende, når debatten kommer til at handle om, at kvinderne først får en gratis fertilitetsbehandling og bagefter børneydelser til enlige – bare fordi kvinderne har valgt den løsning i stedet for en mand.

»Det er en forkert præmis. For i virkeligheden er det ikke kvindernes ønske at få børn alene. Det er en plan B. Debatten burde handle om, hvorfor vi bliver ved med at udskyde det at få børn, hvorfor vi ikke vælger at gøre det i tide, og hvorfor unge mænd ikke er villige til at forpligte sig,« siger han.

Søren Ziebe har på baggrund af data fra Danmark analyseret den samfundsøkonomiske gevinst for hvert barn, der bliver født, for henholdsvis børn, der er blevet til ved fertilitetsbehandling samt på traditionel vis.

»Og i begge tilfælde giver børnene et stort samfundsøkonomisk overskud. Hvert eneste barn giver et provenu på 1,2 mio. kroner over en livstid, og så er der nok også et overskud tilbage hos børn af solomødre,« siger han.

Den vage opbakning til solomødre kommer også bag på lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet Lone Schmidt, der er med i en undersøgelse ved fertilitetsklinikken på Rigshospitalet om solomødrenes bevæggrunde for at stifte familie på egen hånd.

»Jeg er vildt overrasket. Det handler om, at man ikke er i stand til at hæve sig op i helikopterperspektiv og se, at det er rigtig vigtigt for samfundet, at alle dem, der har lyst til at få børn, de får dem. Vi mangler børn. Vi har ikke for mange. Det har folk virkelig ikke forstået.«

Derfor mener hun, at vi skal have de unge voksne mænd til at forstå, at det er en rigtig god idé at begynde at få børn på et tidspunkt, hvor deres partner stadig kan det.

»Flere end en tredjedel af mændene tror, at kvinder først får svært ved at få børn, når de er 45. Men da er det sådan set umuligt. Og mange tror, at hvis det bliver et problem, går man bare forbi fertilitetsklinikken. Men fertilitetsbehandling med ældre kvinder er ikke noget quickfix,« siger hun til Berlingske.

Lone Schmidt slår fast, at det ikke er egoistiske kvinder, der vælger at blive solomødre. Det er en plan B.

Dagens Gossip