Solskinsøen kan drukne i regn på fredagens folkemøde

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

Træflis og sandsække skal holde sjappen for døren på årets folkemøde på Bornholm fredag. Solskinsøen risikerer nemlig at drukne i regn.

Sådan lyder det fra DMI, der dog ikke på nuværende tidspunkt helt kan sige, hvor meget regn, der falder. Lige nu lyder prognosen på 35 mm regn.

- Det er svært at sige, hvor meget nedbør der bliver. Men man kan være helt sikker på, at man skal have sin paraply frem. Det er dog ikke sikkert, at den kommer til at virke, for det kommer også til at blæse fra nord og nordøst, siger vagtchef hos DMI Steen Rasmussen.

Og det ville den sikkerhedsansvarlige på Folkemødet Mogens Stender Alstrup selvfølgelig gerne have været foruden, siger han til TV2 Bornholm.

- Især er jeg bekymret for teltpladsen, hvor det kan komme på tale, at lægge sandsække og træflis ud. Græsset på p-pladserne kan også blive kørt op og blive til mudder, så også her vil træflis blive aktuelt.

Ifølge TV2 Bornholm lover norske YR hele 53 mm regn, svenske SMHI forudser 57 mm, og TV2vejret mener det kan blive til hele 110 mm regn fredag.

/ritzau/