Solskjær: Cornelius vil efterlade sit aftryk

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere succesangriber i FC København Andreas Cornelius har fået en svær start på sin Premier League-tilværelse hos Cardiff.

Han har fået en stor del af begyndelsen spoleret af skader, og han har endnu ikke scoret i ligaen, hvor han tilmed har sin første plads i startopstillingen til gode.

Men den nye norske manager i klubben, Ole Gunnar Solskjær, har tiltro til, at den 20-årige dansker bliver en succes i den walisiske klub.

- Andreas har haft en hård tid med skader, og der er altid en overgangsperiode med kulturen og tempoet. Jeg havde en fremragende første halvsæson i Manchester United, men blev så skadet i anklen, og i den anden halvsæson kunne jeg ikke komme op i Premier League-tempo.

- Det er det samme med Andreas, som vi nu forsøger at få i gang, og vi arbejder med hans selvtillid. Han har ikke haft heldet foran mål, så hver dag arbejder vi med indlæg til ham for at få ham klar. Han kommer til at efterlade sit aftryk i klubben, siger Solskjær til Daily Star.

Oprykkeren Cardiff ligger under nedrykningsstregen i kraft af dårligere målscore end West Ham. Det bliver dog næppe i weekendens runde, at Cardiff avancerer i tabellen, da den næste udfordring er Manchester City på udebane lørdag eftermiddag.

/ritzau/