Solskjær debuterer i Premier League med hjemmenederlag

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

Norske Ole Gunnar Solskjær fik en rædselsfuld Premier League-debut som manager for Cardiff. Waliserne tabte nemlig med 0-2 hjemme mod kriseramte West Ham.

Gæsterne kom til kampen med en række forfærdelige nederlag i bagagen. Klubben har blandt andet tabt 0-6 til Manchester City og 0-5 til Nottingham Forest.

Lørdagens opgør fik en dramatisk indledning, da West Hams franske forsvarsspiller Guy Demel efter ni minutter kom galt af sted i en duel med Frazier Campbell. Kampen blev stoppet i 10 minutter, og Demel måtte have nakkekrave på og bæres fra banen.

West Ham lod sig ikke slå ud af det grimme uheld, og kort før pausen kunne Carlton Cole nemt bringe gæsterne på 1-0 efter et flot angreb.

Cardiff iværksatte fra anden halvlegs start et stort pres, men gæsterne fra London forsvarede sig med alle midler. Også de ulovlige. Og 20 minutter før tid modtog James Tomkins sit andet gule kort, og West Ham måtte spille kampen færdig med 10 mænd.

Kort efter smed Solskjær den danske angriber Andreas Cornelius på banen for at øge trykket mod West Ham-målet.

Men heller ikke danskeren kunne få bolden ind bag West Ham spanske målmand Adrian, og i stedet kunne gæsternes Mark Noble slå kontra og sikre sit hold en hårdt tilkæmpet 2-0-sejr.

Cardiff er med nederlaget fortsat under nedrykningsstregen.

I London scorede danske Christian Eriksen til 1-0, da Tottenham hjemme slog oprykkerne fra Crystal Palace med 2-0.

På Craven Cottage tog rækkens absolutte bundhold, Sunderland, tre livsvigtige point via en overbevisende 4-1-sejr over Fulham. Dermed rykker Sunderland op over nedrykningsstregen og sender i stedet Fulham ned på den forkerte side.

Everton fortsatte den stabile pointhøst, da det blev til en 2-0-sejr hjemme mod Norwich. Gareth Barry bragte halvvejs inde i første halvleg Liverpool-klubben foran på et flot langskudsmål. Belgiske Kevin Miralles slog i anden halvleg sejren fast.

Southampton bevarede kontakten med de europæiske pladser med en en snæver 1-0-sejr hjemme over West Bromwich Albion.

/ritzau/