Solskjær efter debutsejr: Perfekt start

Ole Gunnar Solskjær kunne dårligt have drømt om en bedre start på sit virke som manager for Premier League-klubben Cardiff.

Den norske manager, der torsdag blev præsenteret i klubben, fik lørdag en noget overraskende sejr i sin debut, da Cardiff vandt 2-1 ude over Newcastle. Det skete i tredje runde af FA Cuppen.

- Det er en perfekt start på en ny tid for os. Det er aldrig nemt at komme her og spille. Spillerne viste stor karakter, siger Ole Gunnar Solskjær til Cardiffs twitter-profil.

Cardiff kom bagud 0-1 efter lidt over en times spil, kort tid efter at Ole Gunnar Solskjær havde skiftet sin danske angriber, Andreas Cornelius, ud.

Senere sørgede de indskiftede Craig Noone og Fraizer Campbell med en scoring hver for, at Cardiff gik videre til fjerde runde.

- Når man vender kampene på den her måde, som vi gjorde, er det fantastisk. Vi fortjente at vinde i dag.

- Det gjorde mig meget tilfreds at se, hvordan vi kom tilbage efter at have været bagud.

- Det var en rigtig god start. Men nu tænker vi med det samme på kampen mod West Ham næste lørdag, siger Ole Gunnar Solskjær.

Cardiff ligger fjerdesidst i Premier League før hjemmekampen mod West Ham, der er næstsidst.

Et nederlag vil sende Cardiff under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV