Solskjær henter norsk Cornelius-konkurrent

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

Cardiffs norske manager Ole Gunnar Solskjær får næppe hjemve i det walisiske. Fredag hentede Solskjær den tredje norske spiller til klubben.

Angriberen Jo Inge Berget er hentet i Solskjærs tidligere klub Molde. Her bliver han holdkammerat med landsmændene Magnus Wolff Eikrem og Mats Møller Dæhli.

Og 23-årige Berget skal konkurrere med danske Andreas Cornelius om spilletid i Cardiff-angrebet.

- Jeg er begejstret over at kunne byde Jo velkommen til klubben. Han bestod lægetjekket i går aftes og skrev under på kontrakten i morges, siger Ole Gunnar Solskjær til Cardiffs hjemmeside.

- Han er angriber og er fast mand på det norske landshold, og det er en meget god handel for os. Han kender til den måde, vi gerne vil spille på. Han kan spille hængende angriber og er en meget intelligent og stærk spiller.

De norske spillere er ikke navne, der får tilhængerne af den nedrykningstruede Premier League-klub til at flyve op af sæderne, men Solskjær forsikrer, at der er tale om forstærkninger

- Vi snakker om tre landsholdsspillere, som jeg har hentet til klubben til en billig pris i forhold til, hvad de kan bidrage med. De er pengene værd på sigt.

Cardiff ligger på sidstepladsen i Premier League. Der er dog kun et point op til den behagelige side af nedrykningsstregen.

Solskjær, der i mange år var en berygtet målræv for Manchester United, har overtaget tøjlerne i Cardiff efter Malky Mackay, der i slutningen af december blev fyret af klubbens flamboyante ejer - malaysiske Vincent Tan.

/ritzau/