Solskjær låner millionflop i United

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Kun to gange har Wilfried Zaha været på banen for Manchester United i Premier League, siden han skiftede til klubben fra Crystal Palace i sommerpausen.

For en spiller, der har kostet over 100 millioner kroner, er det et skuffende udbytte, og nu søger fløjspilleren væk for endelig at få lidt tiltrængt spilletid i den bedste række.

Manchester United-manager David Moyes bekræfter tirsdag, at Zaha bliver udlånt for resten af denne sæson til Cardiff, der har den tidligere Manchester United-angriber Ole Gunnar Solskjær på sidelinjen.

- Jeg sagde i løbet af sommeren, at vi ønskede, at han skulle have spilletid. Hvis han spillede for os, fint, men hvis han ikke kunne få spilletid her, ville vi låne ham ud, siger David Moyes til Manchester Uniteds hjemmeside.

- Vi havde flere tilbud på ham, men vi føler, at Cardiff på nuværende tidspunkt ville være den rigtige klub.

- Med Ole som manager ved vi også, hvordan klubben arbejder, og han ved også, hvordan vi arbejder med spillerne her. Forhåbentlig bliver det et godt skifte, siger David Moyes.

Manchester United og Cardiff mødes tirsdag aften på Old Trafford, men her er Zaha ikke aktuel.

Det er Fabio da Silva heller ikke, selv om den brasilianske back også skifter til den walisiske klub.

Fabio har allerede indledt træningen i Cardiff, som han skriver en permanent kontrakt med.

/ritzau/